Kilde: Internettet.
Forleden var jeg til møde i en forsamling, der har det tilfælles, at nationalstaterne skal respekteres, og at grænserne imellem nationalstaterne ikke kan flyttes med magt, men ved forhandling og godkendelse af det internationale samfund. Det vil i vores tid sige FN eller ved Den Internationale Domstol i Haag. Det er de muligheder der er, når konflikter opstår.
Ved mødet traf jeg formanden for SIAD Anders Gravers, der til daglig stærkt forfægter den nationale suverænitet. Vi kom til at tale om konflikten imellem israelerne og palæstinenserne. Her fremførte jeg det synspunkt, at den nuværende israelske regeringsleder Benjamin Netanyahu, er en ”høg”, der reelt ikke ønsker nogen fredsaftale. A. Gravers, var ikke enig i min bedømmelse af Benjamin Netanyahu. Han er en jødisk fundamentalist, der drømmer om et stor Israel, og hører til den kreds, der opfatter Jerusalem som jødernes evige hovedstad. Det er en tilsnigelse, Jerusalem, er såvel jødedommen, kristenheden, og muslimernes metropol. Dette synspunkt var også gældende, da FN udarbejdede en delingsplan for Palæstina i 1947. Ifølge FN Generalforsamlings resolution 181. Skulle Jerusalem være et internationalt mandatområde, der ikke skulle tilhøre hverken den forestående palæstinensiske eller jødiske stat.
Dette er samtidig forklaringen på, hvorfor en række lande – bl.a. USA, Belgien, Spanien, Frankrig, Grækenland, Italien, Tyrkiet og Sverige, har generalkonsulater i Jerusalem, der referer direkte til disse landes udenrigsministerier, og ikke til ambassaderne i Tel Aviv eller Amman. Men der er sket mange hændelser siden 1947. Men det har efter min mening ikke ændret noget som helst ved det mandat det jødiske folk fik af et flertal af FN´s. medlemslande, herunder Danmark. Jeg hører dem, der glad og stolt over, at mit eget fædreland har været med til at skabe et hjemland for det Jødiske Folk, efter 1876 år uden eget fædreland. Jeg vil forsvare FN´s modige beslutning. Selvom det var et dristigt projekt, der har vist sig at være fyldt med konflikter og mange problemer.
Derfor, må man stille det krav til staten Israel, at man respekterer FN-beslutningen fra 1947. At man i krige med araberne, har været nødt til at besætte områder, berettiger ikke Israel til at annektere områder der går ud over de grænser der blev fastlagt, ved Staten Israels grundlæggelse i 1948. Men naturligvis, må Israel forsvare sin egen befolkning og sit eget landområde. Men ved en forhåbentlig fredsaftale med palæstinenserne, må de besatte områder rømmes.
I den første arabisk-israelske krig i 1948 gik Israel ind i Vestjerusalem, og har siden holdt denne del af byen besat. Samtidig flygtede bydelens arabiske befolkning. I 1967 blev den israelske besættelse udstrakt til hele Palæstina, der i 1922-48 var britisk mandatområde. Som en del af besættelsen bekræftede den israelske regering den 11. Juni sin permanente besættelse af Østjerusalem, og den 28 juni ratificerede Knesset denne beslutning ved at beslutte, at også Østjerusalem var omfattet israelsk lovgivning.
Ganske kort tid efter påbegyndte man anlægsarbejder for at sikre jøderne fri adgang til jødernes hellige Grædemur. Fem tusinde arabiske indbyggere blev drevet ud af deres huse, der blev jævnet med jorden, og blev sendt i Shufat flygtningelejren. Det er magtbrynde af værste skuffe.
I 1969 igangsattes store byggearbejder i en ring omkring Østjerusalem, det har betydet, at Jerusalem er blevet isoleret fra resten af de besatte områder, det har også betydet en ændring af befolkningssammensætningen, så den arabiske befolkning ender med at blive en minoritet. Det vil naturligvis gøre det ekstremt vanskeligt, at fuldføre en israelsk tilbagetrækning, den dag der bliver oprettet en palæstinensisk stat. Som med god ret, ville kunne påberåbe sig retten til at gøre Østjerusalem til deres regeringsby. Det er her palæstinensernes helligdom Al Aksamoskeen er tilstede.
Den 30 juli 1980 gjorde Knesset det genforenede Jerusalem til ”Staten Israels evige hovedstad”. Det fik FN i aktion. Den 20 august vedtog FN´s Sikkerhedsråd, - med USA´s stemme resolution 478, der erklærede denne ensidige israelske proklamation for ugyldig. Men den 6. November 1996 besluttede USA´s kongres at flytte USA´s ambassade til Jerusalem. Det skete efter stort pres fra den israelske organisation AIPAC.
I 1993 indgik Israel og PLO Oslo fredsaftalerne I disse var det forudset, at der i slutfasen af forhandlingsprocessen også skulle forhandles om Jerusalems endelige status. Højrefløjen Likud, som aldrig har respekteret FN´s beslutning, har frækt erklæret, at Jerusalems status ikke er til forhandling. Det er dette politiske bagland regeringslederen Benjamin Netanyahu, kommer fra.
I 1995 vedtog Israels regering en plan for Storjerusalem, der skulle omfatte både byens vestlige og østlige dele samt 15 % af den besatte Vestbred. Vedtagelsen har allerede ført til en kraftig ekspansion af de jødiske bosættelser vest for Jerusalem.
For den palæstinensiske befolkning i Jerusalem er det gået tilbage. 75 % af befolkningen lever i dag under fattigdomsgrænsen, og befolkningstætheden er 8 gange højere end i de israelske områder af byen.
Jeg tillader mig, at komme med den påstand, at de mange tiltag fra de israelske regeringer i de seneste år; har været at umuliggøre tilbagetrækning fra Jerusalem. Det kan undre, at et Folk som det jødiske, der af alle folkeslag ved alt om, hvad det vil sige at leve uden eget territorium, tillader sig, at annektere andres landområde. Det har vi set nok af i Europa fra 1938 og til 1945.
Det er i lodret strid med Folkeretten. Men nu skal der snart være forhandlinger i USA med den amerikanske præsident som forhandlingsleder. Her må man håbe, at Benjamin Netanyahu, får sig en lektion i begrebet Folkeret. Jeg sender venlige tanker, til Danmarks tre fhv. udenrigsministre Uffe Ellemann-Jensen, Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft, som meget tilpas, har meddelt at den israelske kurs ikke er i de bedste hænder i øjeblikket.
