Kilde: Weekendavisen nr. 35. 3. September 2010. Leder af kulturredaktør Henrik Wivel.
For en tolv tretten år siden, var forfatteren Peter Neerup Buhl og undertegnede inviteret til et større møde i Stockholm, hos det nu kendte parti Sverigedemokraterna. Vi var i denne forbindelse inviteret som Den Danske Forenings repræsentanter.
Vi traf her inderkredsen af partiets ledelse, som vi fik det allerbedste indtryk af. Partiets politiske program var konciperet i et sprog og med en politisk dybde, som fortalte os, at dette parti ville man komme til at høre mere til.
Det er nu for alvorlig en realitet. Sverigesdemokraterne, er op til det kommende Rigsdagsvalg den 19 september, blevet det politiske omdrejningspunkt. I de forløbne år, har en række modige svenskere valgt, at stå op imod den herskende tone i det svenske politiske liv. Det har haft store omkostninger for de berørte. Overfald, trusler mod partikontoret, total udelukkelse fra den svenske presse o.m.a. Senere skete der et brud i Sverigesdemokraterne, idet en kreds besluttede sig for at danne partiet Nationaldemokraterna, som på det rent pressemæssige, har formået at etablere en redaktion, ”National I dag” der nu er en aktør i den politiske debat.
Ja, det har været en lang og hård rejse for de modige svenskere, der ikke vil finde sig i at deres fædreland Sverige udvikler sig til et multi-etnisk og multi-kulturelt land. At den danske professor Drude Dahlerup i Clement Kjærsgårds program forleden, hævdede, at Sverigedemokraterna ikke repræsenterer den svenske tradition for menneskerettigheder, ja, det kan man tage let. Hun bor privat i en hvid ghetto, i smukke omgivelser nord for Stockholm. Som hun udtrykte sig: ”Jeg holder så meget af skov omkring mig.”
Men Drude Dahlerup tager fejl. Sverigedemokraterna er kommet for at blive! De tør pege på de massive problemer i de mange ghettoer. De tør fortælle om de svenske jøders problemer i Malmø og andre steder. Problemer der alene er skabt på grund af en enorm og uansvarlig islamisk indvandring til Sverige. Herunder et afsindigt antal voldtægter på svenske kvinder. Dertil et gigantisk økonomisk forbrug af penge til det store multietniske projekt.
Om dette skriver kulturredaktør Henrik Wivel en stor ledende artikel i Weekendavisen nr. 35. 3. September 2010.
Her kan bl.a. læses følgende:
”Man må virkelig sige, at både de etablerede partier i Sverige og de svenske medier gør deres yderste for at skaffe Sverigedemokraterna en plads i Rigsdagen ved valget den 19. September. Det må man give det politiske og kulturelle establishment. Det gør alt, hvad der står i dets magt for at få partiet over spærregrænsen på fire procent.
Igennem de seneste tiår er det islamkritiske og indvandreskeptiske parti blevet konsekvent fortrængt. Riksdagens partier har nægtet at debattere med Sverigedemokraterna, de svenske medier har nægtet partiet spalteplads og sendetid, både hvad angår den journalistiske dækning og den kommercielle annoncering. Og i de kommuner, hvor Sverigedemokraterna ved forrige valg i 2006 fik sæde i byrådene, lader man, som om de ikke eksisterer. ”
Længere fremme i den ledende artikel skriver H. Wivel følgende:
”Her 30 år efter er der opstået nye parallelsamfund i et Sverige, hvor hen ved en femtedel af befolkningen er af anden etnisk herkomst. Som konsekvens heraf er der opstået et nyt parti, som sår tvivl om det politiske og kulturelle Sveriges tilgang til den multietniske udfordring. Det har forstyrret den herskende orden og illusionen om det perfekte demokrati, hvis fundamentale enighed har sikret det 20. Århundredes svenske velfærdssamfund.
Partiet kommer ikke ud af intet, men består ifølge meningsmålinger af mellem fire og seks procent af de svenske borgere. De står ikke længere og råber uartikuleret, men har i Jimmie Åkesson fået en leder, der behersker magtens sprog. Sverigedemokraterna er ikke blot et protestparti, men et vidnesbyrd om ændrede historiske vilkår i det 21. århundredes Sverige. Det bør de etablerede partier i Riksdagen tage ved lære af, i stedet for at optræde som de hellige aber, der ikke vil se, høre eller tale.”
Jeg ønsker personligt Sverigedemokraterna et godt valg, som jeg tror bliver bedre end det meningsmålingerne fortæller.
